Hej, jeg hedder Thomas

Hej og tak for din interesse!

Mit navn er Thomas Løwe, jeg er 26 år gammel og dette er min blog. Jeg er vild med online marketing og har gang i en række spændende projekter, som skal bidrage til at jeg kan følge min drøm til dørs: Passiv indtjening online. Det frie liv, hvor jeg i skyggen af palmeblade kan sidde med min computer og designe, programmere og skrive løs, mens der tikker penge ind på kontoen måned efter måned.

Ung far fylder dåser på butikshylder

Jeg har aldrig rigtig været glad for skole. Det har selvfølgelig ført mange frustrationer og knuste drømme med sig. I år 2006 begyndte det dog at lysne. Jeg har lige siden min 13 års fødselsdag haft arbejde, men da jeg som 18-årig i år 2006 fik mit første fuldtids-job i et Kvickly-varehus tog mit liv en drejning. Nu havde jeg min egen indkomst, og nu ville jeg sgu væk hjemmefra! Så det kom jeg.

Jeg fik i en alder af 20 år min søn, Nicklas, som nu er 5 år gammel. Han er en dejlig knægt som jeg aldrig fortryder at have fået ind i mit liv. Valg måtte træffes og der måtte prioriteres. Vi havde ingen penge.

Èt brev ændrede alt

Da vi havde et lille barn var vi nødt til at flytte i en større lejlighed. Det blev en hundedyr 3-værelses i Hillerød, hvor vi kun med nød og næppe havde råd til at bo. Jeg gik for sjov med tanken om at droppe arbejde og tage en uddannelse, hvis vi mod alle odds ville få en billigere lejlighed.

Et par måneder efter lå der et brev i postkassen. Et tilbud om ny lejlighed, som jeg havde stået på venteliste til i 10 år. Jeg mener, what are the odds? Vi takkede pænt ja.

Jeg opsagde min lederstilling i SuperBrugsen og gik på deltid, da jeg startede på uddannelse. Jeg havde kun en 9.-klasse med i bagagen, så jeg måtte starte helt fra bunden.

Tanken om online marketing groede i mig

Helt tilbage i år 2009 fandt jeg vej til Amino – en iværksætterportal der ikke kender til Janteloven. Fantastisk sted og fantastiske historier. Jeg fik blod på tanden og begyndte så småt at rode med lidt webdesign og nogle små projekter derhjemme. De tog dog aldrig form af noget seriøst, da jeg var alt for perfektionistisk og hurtigt gav op.

I år 2012 støder jeg ved en tilfældighed på Halfdan Timm og hans artikel om hvordan man skaber en passiv indtægt med en nicheside i praksis. Han revolutionerede hele min opfattelse af online marketing. Jeg havde hele tiden opfattet det som noget der var forbeholdt store virksomheder og andre professionelle, men her var altså en jura-studerende der supplerede SU’en med en passiv indtægt online – og det virkede! Jeg var hooked.

Hvor står jeg så nu?

I dag har jeg opsagt mit lønnede arbejde helt. Jeg lever af min SU og den indtjening jeg har skabt fra bunden online.

I maj 2014 havde jeg en indtjening på næsten 20.000 kroner. Det beløb bliver forhåbentlig kun ved med at stige fremover!

2012
2013
2014
2012
Begyndelsen: Interessen vækkes

Jeg begynder så småt at læse op på hvordan online marketing fungerer i praksis. Jeg suger viden til mig, læser beretninger, indkomstrapporter og opbygger langsomt et netværk af folk som jeg begynder at følge med deres projekter

2013
Min første niche-side og begynderfejl

Gratisbudget.net registreres 18. januar 2013, som et resultat af at have læst en kæmpe artikel om hvordan man opbygger en passiv indtægt med en nicheside. Formålet med Gratisbudget.net var at lave et budgetskema og en madplan og så smide et par AdSense blokke ind på siden. Det var dog først et par måneder senere, at jeg for alvor begyndte at forstå hvordan jeg kunne tjene penge.

I løbet af sommeren år 2013 får jeg flere idéer, og det fører til to nye domæner: Netvogter.dk og Boligvogter.dk. Førstnævnte har ligget stille det meste af tiden, da jeg fandt ud af hvor uhyrligt svært det var at ranke på Google indenfor telefoni.

Boligvogter.dk startede som en side med tyverisikringer til hjemmet, men gennemgik en stille evolution i løbet af årsskiftet.

2014
Mange erfaringer og 20.000 kr/md rigere

Boligvogter.dk bliver mit hovedprojekt og udvikler sig i det første halvår til en meget indbringende side. Boligvogter er nu et altdominerende projekt, som jeg bruger al min tid og kræfter på at vedligeholde.

Indtjeningen er i maj 2014 oppe på godt 20.000 kroner, og jeg kan endelig begynde at høste frugterne af et år med søvnmangel, hundredevis af timer med “gratis” arbejde og ny viden.

Boligvogter blev solgt!

Den 12. juni 2014 blev Boligvogter.dk solgt. Et spændende projekt var slut, og jeg beviste overfor mig selv at det godt kunne lade sig gøre både at tjene penge og opnå et stort antal besøgende på en side. Nu er jeg igang med et nyt projekt på Bomagasinet.dk